Foredrag om Jordens klimahistorie og kulstofkredsløb i Kirke Hyllinge

dato

Tag del i en fascinerende rejse gennem Jordens 4,6 milliarder år lange klimahistorie. Tirsdag den 1. oktober 2024 kl. 19:00 inviterer Østergaards Aktivitetscenter til et spændende foredrag om drivhuseffekten, pladetektonik og kulstofkredsløbets rolle i Jordens klimaændringer.

I løbet af Jordens 4,6 milliarder år lange historie har klimaet ændret sig mange gange. Fra ekstreme kuldeperioder, hvor Jorden var dækket af is og sne, til globale hedebølger med skove og krokodille-lignende dyr i Arktis. Men hvad styrede drivhuseffekten før vi mennesker kom til, og hvad kan vi lære af det?

Pladetektonik og klima
Én af Jordens unikke egenskaber er, at dens yderste lag er brudt op i store plader, som kan bevæge sig, kaldet pladetektonik. Når de tektoniske plader bevæger sig, kan det resultere i perioder med mange vulkanudbrud, som tilfører CO2 til atmosfæren. Ligeledes kan bevægelse i de tektoniske plader også resultere i perioder med meget bjergkædedannelse, som fjerner CO2 fra atmosfæren ved at omdanne CO2 til mineraler, der bindes i jordlagene.

Kulstofkredsløbet
Jordens pladetektonik har altså en tydelig indvirkning på vores klima via dens påvirkning på kulstof, et yderst vigtigt grundstof. Kulstof indgår i alle organiske forbindelser og har en helt essentiel rolle for livet på Jorden. Ud over at spille en rolle i biologiske processer på Jordens overflade, er kulstof også en vigtig del af de geologiske processer dybt nede i jorden, hvor man finder både olie, gas og mineraler. Udvekslingen af kulstof mellem atmosfæren, de biologiske processer på planetens overflade og de geologiske processer dybt nede i jorden kaldes for Jordens kulstofkredsløb.

Streamet foredrag fra Aarhus Universitet
Kom og hør om Jordens klimahistorie, kulstofkredsløbet og menneskers indflydelse på det. Du vil i foredraget også høre mere om omdannelse af CO2 til mineraler og hvordan forskerne vil udnytte Jordens geologiske lag til aktivt at fjerne CO2 fra atmosfæren. Foredraget streames live fra Aarhus Universitet og er led i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab, som arrangeres af Aarhus Universitet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet.

Læs mere om foredraget, se billeder og læs om evt. pladsreservation her. Hvis du vil modtage bonusmateriale og tippes om kommende foredrag, så følg foredragenes nyhedsbrev eller sociale medier her.

Praktisk information
Dato: Tirsdag 1. oktober 2024
Tid: Kl. 19:00
Sted: Østergaards Aktivitetscenter, Karlebyvej 58, Ll. Karleby, 4070 Kirke Hyllinge
Entré: Fri entré
Arrangør: Alle

Vi tager forbehold for, at oplysningerne om begivenheden kan have ændret sig siden, vi skrev artiklen. Tjek seneste opdateringer her
Kilde: Kultunaut